Hvad er remarketing?

Remarketing er markedsføring af virksomheder, services & ydelser og/eller produkter til kunder, der tidligere har besøgt en given virksomheds hjemmeside og eventuelt navigeret rundt på den pågældende hjemmeside. Der er ofte god værdi i at vise kunder nøjagtig de produkter, de tidligere har vist interesse for. Årsagen er, at vejen fra interesse til handling (køb) er kortet markant ned og købsprocessen mindsket betragteligt.

Remarketing har, præcis som så mange andre former for marketing, to sider af samme sag. Der er både kundens og virksomhedens synspunkt. Vi forsøger at give et indblik i begge siders opfattelse i indlægget her, da det kan være ret interessant for bureauer og marketingfolk at sætte sig lidt ind i, hvordan deres kunder opfatter deres annoncer – det er desværre noget, der ofte bliver overset rundt omkring.

Der er principielt to måder at anskue remarketing på. Der er de personer, der ser det som noget dårligt, da de får blæst annoncer ind i øjnene uden selv at have bedt om det. De bliver præsenteret for produkter, uanset hvor de bevæger sig online. Hvad enten det er Facebook eller YouTube, så kan de se reklamer.
Omvendt kan man anskue remarketing som noget positivt, da man som kunde vil blive præsenteret for produkter, man på forhånd har vist interesse for. Mange gange bliver købsprocessen afbrudt grundet e-mails, madlavning, børn eller noget helt fjerde, der tager ens opmærksomhed.

Lad os tage et eksempel

Hvis du tilfældigvis har kigget på en kontorstol på en given webshop, er der relativ stor sandsynlighed, eller risiko hvis man har de negative briller på, for at blive præsenteret for en annonce på Ekstra Bladet eller en blog med selvsamme kontorstol. Denne annonce er produceret og betalt af virksomheden og eventuelt håndteret af det bureau, de har hyret. Virksomheden gør brug af de annoncer med et enkelt formål – at sælge den omtalte kontorstol til dig som forbruger for færrest mulige kroner.

Køber kunden produktet, så må man konkludere, at pengene er godt givet ud. I langt de fleste tilfælde er det billigere at målrette annoncer mod personer, der har vist interesse for virksomheden fremfor at annoncere til den brede befolkning.

Hvis du selv er blevet udsat for at få vist annoncer fra andre webshops, end den du har besøgt, så er det fordi, du er landet i en ”look alike” målgruppe, men det er en helt anden snak, som vi vil komme yderligere ind på en anden dag.