Konkurrencer på Facebook - Regler for Success

Facebook har i dag over 2 milliarder brugere, som i forskellig grad benytter sig af det sociale medie. Der er altså mulighed for at nå ud med din markedsføring til rigtig mange mennesker – hvad end du vælger annoncer eller opslag. Men med mange brugere på det sociale medie, følger også mange virksomheder, der forsøger at markedsfører deres produkter. Konkurrencen om din opmærksomhed er derfor større end nogensinde før, og priserne på annonceringsmulighederne på Facebook former sig derefter.

Du har dog stadig en god mulighed for at nå bredt ud med din markedsføring uden at det koster penge i annonceringskroner. Her kan du i stedet udlodde et produkt til en såkaldt konkurrence på Facebook.

Konkurrencer på Facebook

Konkurrencer på Facebook er en effektiv markedsføringsform, især hvis du har mange følgere i forvejen. En webshop, der har haft stor Succes med Facebook-annoncering er NatureBaby. NatureBaby er en dansk webshop, der udelukkende forhandler økologiske og bæredygtige produkter til børn. NatureBaby udloddede en økologisk barnevogn i præmie i blandt de personer, der følger siden, liker billedet og skriver en kommentar på opslaget, om hvorfor de bør vinde præmien. Konkurrencen kørte i 11 dage, og på denne tid nåede over 4.800 personer at kommentere opslaget. Her opgøres ikke, hvor mange Facebook-venner, der blev tagget i opslaget, men konklusionen er, at denne Konkurrence på Facebook nåede bredt ud.

Regler for Konkurrencer på Facebook

Når du opretter et opslag med en konkurrence på Facebook, må du gerne få personer til at ”synes godt om” opslaget, kommentere opslaget, lave et opslag på din side og/eller sende en besked direkte til din side for at deltage. Du må selvfølgelig også godt linke til en konkurrence på dit eget website.

Til gengæld må du ikke kræve, at personer deler dine opslag, deler din side, ”synes godt om” din side og/eller tagger sig selv eller venner i opslaget for at deltage i konkurrencen. Du må desuden heller ikke udlove ekstra præmier, når din side har opnået et vist antal følgere.

En vigtig faktor er også, at du skal give en tilkendegivelse af, at din konkurrence ikke er sponsoreret, støttet, administreret af eller forbundet med Facebook, og så skal du desuden altid følge markedsføringsloven, når du poster en konkurrence på Facebook.